Seneste prædiken


21. s.e. Trinitatis


Prædiken til 21.s.e. trinitatis

25.okt. kl. 10.30 i Bogense kirke

Salmer 750– 448 -  580 // 787 –192 v.3,8,9 – 731

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: (Gud være lovet..)

Han kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Dér var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden.
Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.«
Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.«
Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.
Joh 4,46-53

Tre små børn er lige blevet døbt, og der er intet der er så livsbekræftende som barnedåb! Den forventningsfulde kirke, når dåbsfamilierne træder ind med de små babyer i de lange hvide dåbskjoler, babyernes forundrede blikke i deres fine små ansigter, de højtidelige ord ved døbefonten-  og kærligheden, der lyser ud af forældrenes øjne. Det er et dejligt og livsbekræftende lys – lige nu midt i en ellers mørk tid, hvor vinterdepressioner begynder at kunne trykke. For vi befinder os sidst på efteråret, hvor vinteren lurer lige om hjørnet. Og så kan det være rigtig godt at få øje på lys, som i barnedåben før, eller også i evangeliet.
 I evangelieteksten i dag - om embedsmanden, der opsøger Jesus for at han skal helbrede hans døende søn - er der en sætning, som bliver ved med at springe mig i øjnene. Det er den, hvor Jesus siger: ”Gå hjem, din søn lever”. Der er noget særligt ved de ord, noget på én gang kraftfuldt og trøstende. Sætningen genlyder af håb og virker stærk – Jesus kommer virkelig med kærlighed og styrke manden i møde.

Håbet er det, man har brug for, når det bliver mørkt omkring en. Om to uger er det Alle Helgen, dagen hvor vi mindes dem, vi har mistet. En dag, hvor sorgen og mørket kommer til udtryk, og hvor tårerne skal have frit løb. Hvad skal vi i den situation stille op med evangeliets budskab “Gå hjem, din søn lever!”? Budskabet lød jo i en tid og i en verden, der virker magisk med sin vrimmel af tegn og undere, en verden, der virker nærmest fremmed for os, der lever i en tid, der er meget mere fornuftsbetonet. I den virkelighed, Jesus talte ind i, kom mennesker meget håndgribeligt til tro for de så med egne øjne og mærkede på egen krop, hvad Jesus gjorde.

Hvad har det at sige til os der lever 2000 år efter Jesus gjorde disse mirakler? Til os der lige nu går vintermørket i møde; til dem der sørger og mindes i forbindelse med Alle Helgen, eller til alle dem, der ligesom embedsmanden går i andre former for mørke i tilværelsen end lige vintermørket?

Jeg vil derhen, at netop i den situation, så står vi på sin vis samme sted som embedsmanden i fortællingen. For midt i mørket, afmagten og fortvivlelsen, så fortæller beretningen, at vi kan komme med den samme tro, som manden kommer til Jesus med – en far, der øjner et lys i mørket, og som nu, drevet af en ubetinget og ufravigelig tro, søger hjælp for sin afmagt hos Jesus.

Vi kan med fortællingen om embedsmanden genopdage troen som en del af vores livserfaringer. Ikke forstået på den måde, at vi skal presse fortællingens billeder af døde, der bliver levende igen, ind i vores virkelighed, for det vil være nyttesløst. Det, det handler om er den ubetingede tro, som embedsmanden, her som far til sin søn, lægger for dagen i fortællingen. Det er en tro, som i virkeligheden ikke er os fremmed. Dagligt går vi blandt familie og venner, og dem nærer vi ubetinget tillid til. Vi tror det bedste, vi har lært. Uden en sådan tro ville vi ikke kunne overleve en eneste dag, for et samfund uden tillid og tiltro kan ikke eksistere. Selvfølgelig kan tillid blive mødt med misbrug og svigt og ende i brud, i uvenskab og fjendskab, men det er måske netop når vi vandrer i mørkets og dødens skyggefulde landskab, at det giver allermest mening at finde et mod, ligesom det mod faren, der tør tro helt ubetinget, lever på i fortællingen.

Faren går til Jesus. Og hvad får han så? Han får et ord: “Gå hjem, din søn lever!”, siger Jesus. Faren tager Jesus på ordet, tror på ham, vender om og går hjem.
De fem små ord “Gå hjem, din søn lever”, det er alt, men det er nok – han troede; mere siges der ikke, der står ikke noget om vejen hjem, lang eller kort, eller hvilke tanker han gjorde sig på vejen, men troede gjorde han, helt til han kom hjem og fik at vide og kunne se, at den tro havde sin berettigelse.

Beretningen viser for os, at troen er så stor, at den åbner muligheder ind i vores virkelighed. Alt er muligt! Ikke forstået som en barnlig naiv forestilling, men forstået i lyset af en brændende tro om håb og om kærlighed. Det er sådan det må være, hvis påskebegivenheden skal give mening. Opstan-delsesbegivenheden. Den akse hele kristendommen drejer omkring, afhænger af en tro på det utrolige i håbets og kærlighedens navn.

Det er nøjagtig det samme budskab, der følger med evangelieteksten i dag. “Gå hjem, din søn lever”, sådan siger Jesus, men om sønnen lever op fra de døde, eller man, som vi, blot må stå og kigge på en gravsten, spiller i denne sammenhæng ingen rolle. For uanset hvordan livet former sig, så fortæller beretningen om den tro-faste far, at også vi har lov til at holde fast i troen på det håb, at vi selv, såvel som de mennesker, som vi i tidens løb har måttet sige farvel til, altid er omkranset af Guds kærlighed.

Med beretningen om den kongelige embedsmand og hans utrolige tro bliver der lukket op på vid gab for troen i det liv, vi lever. På det budskab er det nu os, der skal gå hjem, for det er dér, hvor vi lever i dagligdagen, at troen skal stå sin prøve. Når vi nu snart går rundt i vintermørke, så er det i den tro, vi kan finde energi til at være lys for andre, som har brug for lys i mørket.

På trods af mørket, der ind i mellem samler sig omkring os på den ene eller anden måde, kan vi have tillid til at Gud altid har lyset rettet mod os. Også selvom vi ikke altid kan mærke det. Det er det lys, han tændte, da vi blev døbt, og som aldrig går ud.

Amen.

 

Almægtige Gud, himmelske Far!

Vi takker dig for livet, du har givet os og for jorden, du har skabt. Lær os at tage vare på jorden og på livet.

Kære Gud, tak for din kærlighed og for, at du løfter og aflaster os. Vær altid hos os med dit lys og giv os mod til at leve det liv, der ind i mellem truer med mørke.

Herre, vor Gud, vi beder dig for de syge, dem der sørger og dem der er bange. Giv dem nyt mod på fremtiden, og giv dem håb.

Vi beder dig for al lovlig myndighed; at de må være udstyret med indsigt og ansvarsbevidsthed til at forvalte den magt, de har fået. Vær med alle flygtningene i verden, før dem til steder, hvor der er tryghed, åbenhed og varme. Lær os at være åbne og imødekommende over for andre.
Vær med krigsramte og katastroferamte i hele verden. Hjælp alle nationer til at leve sammen i fred og forståelse.

Kære Gud, vær med Marley, Malthe og Avi, der i dag er blevet døbt, og deres familier. Giv dem en lys og velsignet fremtid.

Du vor Gud, vær også med vores andres familier, venner, kolleger og alle dem, vi er forbundet med. Værn os i mod opløsning og splid i familien, på arbejdspladsen og andre fællesskaber, vi er en del af. Velsign og bevar os alle, og værn os imod ulykke og tidlige dødsfald.

Vær med menigheden i Bogense kirke og alle menigheder. Lad dit Ord og din Ånd have frit løb i vores kirke til glæde, håb og trøst. Vær med vores dronning og hele kongehuset. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter vores liv den evige salighed og hvile.

Amen.

 

MEDDELELSER

Lad os med apostlen tilønske hinanden: vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle.